Jeg er, hvis jeg skal sige det selv, opvokset i en meget overtroisk familie. Jeg kan huske mine bedsteforældres hjem, hvor der var fuld af mystiske, religiøse symboler, amuletter og ikke mindst krystaller, der alle prydede hjemmet i stor stil. Og jeg tror, det er min bedstemor- og fars overtro, der har smittet af på både min mor og derefter  til en vis grad på mig. I mine bedsteforældres hus husker jeg især en talisman, der stod i stuen, som tiltalte mig meget.

Min bedstemor fortalte mig, at den beskyttede hele hjemmet mod ondskab ude fra. Jeg ved ikke, om det var til dens fortjeneste, men af en og anden grund følte jeg mig altid mere tryg, når jeg var i nærheden af denne talisman. Jeg havde ellers også fået en amulet, som skulle bringe held og lykke, men der var noget særligt over denne lille figur.

Hvad der skete med den talisman, der stod i mine bedsteforældres entré, ved jeg ikke, men den har fået mig til at tænke over, hvor overtroisk, jeg egentlig selv er. I mange år tog jeg nemlig stærkt afstand fra den slags, men i dag tror jeg på, at der er mere mellem himmel og jord, end vi kan se. Jeg vil dog ikke betragte mig selv som overdrevet overtroisk, i hvert fald ikke i samme grad som mine bedsteforældre var det.