Jeg elsker bare mine ømme muskler, og hvordan de minder mig om min egen udødelighed, og at jeg er i live. Prøv blot at forestil dig, hvis der ikke var noget der fysisk kunne fortælle os at vores krop var øm eller havde ondt, og vi bare levede livet, som en flok frie fugle med masser af smerte og ømhed uden at være klar over det? Ja, ok, det ville da også være rart, men så ville der vel ikke være noget der kunne minde os om, at vi var levende. Vi ville nok slå os mere ofte, fordi vi ikke ville kunne mærke smerte og ømme muskler på samme måde.

Når jeg har været til fodboldtræning, så har jeg altid en efterfølgende dag, hvor jeg har ømme muskler, og det er dét jeg elsker, fordi det minder om, at jeg er i live. Mange ville måske være rigtig irriteret og sige adskillige ukvemsord om det den følgende dag, men ikke mig, jeg er en champion – en regulær stjerne som alle kan se op til, i hvert fald mht. dette. Det er bare ikke så genialt, når man ikke er særlig kendt, men det er såmænd bare en tilstand, så jeg er ligeglad med hvem der er bekendt med mig.

Smerte og ømme muskler er med til at gøre det interessant at leve, og hjælper mig med at huske, hvad jeg har gjort dagen før.

Vores træner har altid presset os til et punkt, hvor vi alle er totalt udmattede bagefter, hvilket også er det der skal til. Hvis man skal have en effektiv træning, så skal det gøre ondt og vi skal have ømme muskler dagen efter. Det er blevet et af klubbens mottoer, som vi alle er begyndt at bruge i alle livets facetter.